Mine udgivelser
"Rådgiverhåndbogen"
Rådgivning der skaber værdi – for mennesker og organisationer.
Rådgivning er mere end at levere svar – det er en kompleks proces, hvor relationer, følelser og faglighed væves sammen. For at skabe reel værdi kræver det en rådgiverfaglighed, der rækker ud over ekspertisen og giver redskaber til at håndtere de psykologiske og organisatoriske sider af rådgivningsarbejdet.
Kompleksiteten i rådgivning stiger i takt med verdens omskiftelighed og høje tempo. Akutte kriser kalder på hurtige løsninger, men kræver ofte transformation og nytænkning. Det forudsætter en forståelse for, hvilken type rådgivning, der er brug for og muligt at levere.
Rådgiverhåndbogen sætter fokus på, hvordan rådgivning bliver målrettet og værdiskabende – ikke kun for den, der modtager rådgivningen, men også for rådgiveren selv og den organisation, der danner rammen. Når organisationen tager ansvar for rammerne, styrkes både kvaliteten af rådgivningen og rådgiverens trivsel og faglige fællesskab.
Bogen giver værktøjer og veje til:
- Målrettet og værdiskabende rådgivning
- Den psykologiske dimension i rådgivningsarbejdet
- Positionering og kommunikation med effekt
- Fælles faglig udvikling og ledelse af rådgivning
Birgitte Nortvig gør rådgivning levende og relaterbar med cases fra hverdagen og viser, hvordan menneskelighed og faglighed kan gå hånd i hånd i en professionel praksis.
"Tag konfrontationen"
Som ledere støder vi på konfrontationer hver eneste dag. Både konfrontationer mellem os selv og medarbejdere eller kolleger, og når vi er vidne til konfrontationer mellem andre.
Nogle ledere spurter af sted for at undgå dem. Andre bider tænderne samme og håber, at de hurtigt er overstået. Men vi bør faktisk opsøge konfrontationerne og gøre dem til en værdsat del af vores dagligdag. For konfrontationer styrker arbejdspladsen. Det er gennem dem, at meninger brydes, og synsvinkler kan udforskes, så vi både bliver skarpe på hinanden og opgaven og kan løfte i fællesskab.
En konfrontation er ikke det samme som en konflikt. En konfrontation udfordrer det eksisterende for at bidrage til et endnu bedre resultat. Det kan skabe en konflikt, men ikke nødvendigvis. Konfrontation betyder ”pande mod pande”, og en leder skal have modet til at læne sin pande ind i konfrontationen og opfordre medarbejderne til at gøre det samme.
Men hvordan lærer vi at spotte og tackle konfrontationer? Hvordan får vi modet til at blive i dem? Og hvordan skaber vi et fælles sprog om konfrontationerne?
Tag konfrontationen giver dig viden og værktøjer til:
- Hvordan du opdager og handler på konfrontationer.
- Hvordan du opsøger konfrontationer og bidrager konstruktivt.
- Hvordan du inspirerer andre til at opdage, bidrage og handle på konfrontationer.
At lykkes med konfrontationer er ikke en individuel opgave. Det er en opgave, der skal udvikles i samarbejde med hele organisationen. Og lederne skal gå forrest.
Podcasts
Jeg hører hvad du siger
Afsnit 1
Hvorfor føler medarbejdere sig ofte ikke hørt, når de møder sætningen ”Jeg hører, hvad du siger”?
Udtrykket har sneget sig ind i vores sprog med udbredelsen af anerkendende ledelse. Men hvad sker der på arbejdspladsen, når man bringer metoder fra det terapeutiske rum ind i en organisation? Hvorfor har det den modsatte effekt? Og er det på tide at sende “Jeg hører, hvad du siger” på pension eller har udtrykket stadigvæk en berettigelse i sproget, som kan berige arbejdslivet?
Det taler Mathilde Anhøj, vært og kulturformidler, med Louise Dinesen, chefspykolog og Birgitte Nortvig, virksomhedsrådgiver om, i første afsnit af Djøfs nye podcast om kontorklichéer og hadeord. Måske kan vi alligevel lære noget af de værste ord på jobbet!
Vært: Mathilde Anhøj
Klipper og producer: Kathrine Wismann
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions for Djøf.
Jeg hører hvad du siger
Afsnit 4
I programmet taler vi om udtrykket “agil”, som er et latinsk ord, der oprindeligt betyder noget i retningen af velkoordineret og atletisk! Spørgsmålet er, hvad pokker det betyder, når man bruger det om medarbejdere eller virksomheder… og hvorfor vi efter sigende er rigtig trætte af at høre udtrykket.
Mathilde Anhøj kalder det ene slidte arbejdsudtryk efter det andet til en tiltrængt MUS-samtale, så vi kan få afgjort, om det er et tomt modeord, der er ved at være pensionsmodent, eller om der er tale om egentlige fagudtryk, som vi faktisk slet ikke kan undvære…
Vært: Mathilde Anhøj
Eksperter: Birgitte Nortvig, virksomhedsrådgiver og forfatter til bogen ‘Tag konfrontationen’ og Kristian Kreiner, professor emeritus i organisationsteori ved CBS.
Tilrettelægger og klipper: Kathrine Wismann.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions for Djøf.